Kopenhagen Contemporary

Pressemeddelelse 30.06.08

Kopenhagen Contemporary byder på samtidskunst i verdensklasse

Fra den 5. – 7. september 2008 åbner gallerier, museer og udstillingsrum i fællesskab dørene for det bedste Københavns samtidskunstscene har at byde på, når Kopenhagen Contemporary lanceres for første gang.

Københavns samtidskunstscene sprudler, og gallerier inviteres til at udstille på toneangivende messer verden over. København er kort sagt ved at udvikle sig til én af Europas vigtige kunstmetropoler. Derfor lancerer Wonderful Copenhagen i samarbejde med Kopenhagen Publishing en ny årligt tilbagevendende begivenhed – Kopenhagen Contemporary.

- Med Kopenhagen Contemporary præsenterer vi et bredt publikum for Københavns samtidskunstscene anno 2008. Mange af de medvirkende gallerier og udstillingsrum byder på arrangementer ud over det sædvanlige, og det er vores ønske, at endnu flere får øjnene op for den rivende udvikling, vi oplever i disse år. København bliver simpelthen mere og mere synlig på kunstens verdenskort, siger Thomas Meier Lorenzen, projektleder Wonderful Copenhagen.

Over en weekend åbner cirka 50 toneangivende gallerier, museer og udstillingsrum dørene for ferniseringer, guidede rundvisninger, artist talks og debatarrangementer. Og de medvirkende spænder bredt. Fra etablerede kræfter til nystartede gallerier og udstillingsrum med kant.
De medvirkende tæller blandt andre Galleri Nicolai Wallner, V1 Gallery, Galerie Mikael Andersen, Karriere, Nils Stærk Contemporary Art, Arken, Statens Museum for Kunst og gallerierne på Carl Jacobsens Vej i Valby.

Programmet for Kopenhagen Contemporary ligger klar i starten af august. Læs mere på: www.kopenhagencontemporary.com

Kopenhagen Contemporary arrangeres af Wonderful Copenhagen og Kopenhagen Publishing i samarbejde med Københavns førende gallerier, udstillingsrum og museer.

Yderligere oplysninger:

Wonderful Copenhagen

Frederikke Møller Kristiansen, Presse
Telefon: 33 55 74 32
Mail: fmk@woco.dk

Thomas Meier Lorenzen, Senior Projektleder
Telefon: 33 55 74 81
Mail: tml@woco.dk


Kopenhagen Publishing

Torben Zenth, Redaktør
Telefon: 40 15 53 93
Mail: torben@kopenhagen.dk